Lyn og torden

Lyn og torden hører til de vejrfænomener, som har skabt frygt, undren og fascination hos mennesker gennem alle tider. I dag har videnskaben stadig svært ved at give en entydig forklaring på, hvordan lyn opstår.

Selvom nutidens civiliserede samfund har en vis forståelse og fortrolighed med fænomenet, giver lyn og torden stadig anledning til bekymring og frygt.

Tordenvejr er et flot skue, men faren fornemmes klart, og i sidste ende kan lynet slå ihjel, selvom sandsynligheden er overordentlig lille.

Den dominerende årsag til torden i Danmark hænger sammen med frontsystemer, der fra Atlanten bevæger sig ind over Danmark. De tilhørende markante skift mellem varme og kolde luftmasser giver især om sommeren anledning til udbredt torden.

Somre med længerevarende stabile vejrforhold har derfor færre tordenvejr end somre med meget skiftende vejr.

Tordenvejr hænger sammen med dannelse af store bygeskyer i ustabil luft. Bygeskyerne dannes ved en proces, der kaldes konvektion.

Det sker typisk når en luftmasse tilføres varme nær jordoverfladen, og luftmassen samtidig er relativt kold højere oppe i atmosfæren. Opvarmningen af luften nær jordoverfladen medfører at bobler af luft, der bliver varmere end den omkringliggende luft, stiger til vejrs og danner skyer (når mætningspunktet), hvilket yderligere forstærker opstigningen.

Den globale lynaktivitet målt i antal lyn pr. km2. Data kommer fra 2 satellitdetektorer. Kilde: NASA.

Her i Danmark ses situationen især sommer og efterår, hvor Solen opvarmer jordoverfladen, eller hvor et varmt hav opvarmer en kold luftmasse ovenover. I første omgang ses hvide kuppelformede cumulusskyer. I takt med at processen intensiveres, vokser skyen opad.

På et tidspunkt bliver cumulusskyen til en bygesky, der af og til kan udvikle sig til en tordensky med den karakteristiske vifte af iskrystaller i toppen – af meteorologer kaldet en “cumulonimbus” eller blot en “CB’er”.

Lynnedslag i Søborg, juni 1997. Foto: Troels Sørensen.

Om en sådan sky udløser tordenvejr afgøres ofte af en hårfin balance. Blot et par hundrede meters ekstra vækst af skyen kan f.eks. være det, der gør, at skyen fryser i toppen. Det medfører en efterfølgende eksplosiv vækst af skyen, der til sidst udløser de mekanismer, som fører til lyn og torden.

Tordenvejr fra ofte enkeltstående store bygeskyer over landområder i forbindelse med kraftig solopvarmning i løbet af dagen kaldes også varmetorden. Torden direkte i forbindelse med frontpassager kaldes fronttorden.

I en fuldt udviklet bygesky kan der opbygges store elektriske spændingsforskelle, der til sidst vil udløses i meget kraftige udladninger - kaldet lyn. I princippet er et lyn således blot en kæmpemæssig gnist.

Lyn kan enten udløses i selve skyen, gå fra sky til sky eller forekomme som egentlige lynnedslag mellem skyer og jordoverfladen.

Normalt antager man, at kun en lille del af alle lyn forekommer som egentlige lynnedslag, men det er naturligvis samtidig disse, der påkalder sig den største interesse.

Spændingsforskellen kan være op til mange millioner volt, og strømstyrken kan være adskillige hundrede tusind ampere i løbet af de mikrosekunder, hvor lynet springer. Derved når temperaturen i selve lynet typisk op omkring 30.000oC, altså ca. fem gange varmere end Solens overflade.

Tordenbulder er netop chokbølger af lyd, der opstår som følge af den momentane og voldsomme opvarmning af luften omkring et lyn. Tordenen rumler pga. tidsforskellen mellem trykbølger fra forskellige steder i lynkanalen.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 27. juni 2018