Katastrofeberedskab

Når vejret virkelig raser, kan det koste menneskeliv og mange millioner af kroner for samfundet. Jo bedre samfundet kan forberede sig på vejrets luner, des mere kan skaderne mindskes. Derfor er varsling dybt forankret i DMI’s tradition og organisation, og derfor er det naturligt, at DMI er involveret i beredskabsaktiviteter, hvor vejret har indflydelse.

En effektiv indsats af de ansvarlige myndigheder kan medvirke til at hindre eller begrænse skadevirkninger på liv, helbred og økonomiske værdier.

De fleste har hørt om et stormvarsel, og de fleste forstår, at samfundet kan bruge dette varsel til at mindske skader og måske redde menneskeliv. Da færger og tog anses for at være særligt i farezonen, når vejret raser, er det vigtigt på forhånd at kunne aflyse færgeafgange og togafgange. Derudover kan firmaer og borgere sikre stilladser, havetrampoliner og mange andre ting, som vurderes at kunne blive revet med af et stormvejr.

DMI sender derfor varsler ud for at hjælpe samfundet og beredskaberne, og det gælder for:

  • Storm
  • Skybrud
  • Kraftig regn
  • Isslag
  • Tæt tåge
  • Forhøjet vandstand
  • Sne

Men DMIs vejrmodeller kan også bruges i andre sammenhænge. Det gælder for eksempel i tilfælde af udslip af skadelige eller generende stoffer til atmosfæren.

I sådanne situationer kræves, at der hurtigt foreligger detaljerede beregninger af den atmosfæriske spredning, så de berørte områder kan blive sikrede og befolkningen orienteret. Her er prognoseberegninger af største vigtighed sammen med rådgivning fra vagthavende meteorolog, som en del af grundlaget for beredskabets arbejde.

Ved katastrofer som kemiske udslip og brande, er DMIs atmosfære-modeller og meteorologer også vigtige for de ansvarlige myndigheder kan vurdere det forventede omfang af skaden og vide, hvor de skal sætte ind.

Derfor er DMI en del af samfundets beredskab, og vores varsling er en naturlig kerneaktivitet ved et nationalt meteorologisk institut som DMI. Vi har data, meteorologisk ekspertise og numeriske modeller i høj kvalitet. Vejrmodellerne afvikles på en supercomputer og vores Operation og IT-afdeling er døgnbemandet, for at vi kan overvåge alle vores systemer.

Samfundets beredskaber koordineres af forskellige ansvarlige myndigheder såsom Beredskabsstyrelsen, Fødevarestyrelsen samt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Det drejer sig om atomberedskab, kemisk katastrofeberedskab, veterinært beredskab, bioterror-beredskab samt varsling for vulkansk aske.

Temaansvarlig Jens Havskov Sørensen
Opdateret 23. august 2018