Indian Summer og efterårets farver

Indian Summer er en stille, lidt diset, sommervarm periode i efteråret med blå himmel, lavtstående sol og vegetationens gyldne farver.

Efterårets første frost, som gør vegetationen gylden, er en vigtig ingrediens i Indian Summer. Foto: Claus Kern-Hansen.

Sommeren er kalendermæssigt forbi, når vi går ind i efterårsmånederne. Vejrmæssigt behøver sommeren dog ikke at være slut.

Visse år får vi nemlig en sommervarm periode af vekslende længde i efteråret. Et fænomen mange forbinder med begrebet Indian Summer.

Centralt for Indian Summer er, at træerne i et større omfang bør være iklædt efterårsfarver, og det kræver normalt udbredt nattefrost først.

Andre faktorer, der styrker fornemmelsen af Indian Summer, er lavtstående sol, næsten vindstille og gerne lidt dis i luften.

Rent temperaturmæssigt skal vi op omkring de 20 grader; men det handler mere om 'den følte temperatur' end om, hvad termometret rent faktisk viser.

Er flere af disse elementer til stede, kan man normalt godt forsvare, at tale om Indian Summer. Men før den er skudsikker, skal de alle være på banen i større eller mindre grad.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 20. juni 2018