Meteorologisk Institut i 1872
I 1820 foreslog H.C. Ørsted (1777-1851), at Danmark skulle foretage systematiske og landsdækkende meteorologiske observationer. Meteorologisk Comitée blev derfor nedsat i 1827. Komitéens arbejde førte til oprettelsen af et centralobservatorium i København, som begyndte at indsamle systematiske data på landsplan.
Alligevel er det først i 1872, at Meteorologisk Institut blev oprettet. Det skete med en bevilling på 7.400 rigsdaler for det første år. Instituttet havde fire medarbejdere med Niels H.C. Hoffmeyer (1836-1884) som bestyrer. Her indsamlede og formidlede medarbejderne informationer, den videnskabelige forskning blev intensiveret, og instituttet voksede hastigt med nye aktiviteter.
Flyvevejrtjenesten i 1926
Civil ruteflyvning begyndte i midten af 1920'erne. Besætningerne fik i begyndelsen sparsomme oplysninger om aktuelle vejrforhold på ruterne. Det var slet ikke nok. I 1926 blev en flyvemeteorologisk tjeneste derfor etableret. Grunden var dermed lagt til Flyvevejrtjenesten, der senere udviklede sig under Statens Luftfartsvæsen.
Forsvarets Vejrtjeneste i 1953
I begyndelsen af 1950'er blev militærflyvningen samlet i et nyoprettet flyvevåben. For især at betjene flyvevåbnet blev Forsvarets Vejrtjeneste oprettet i 1953. Det blev ledet af en vejrtjenesteinspektør og bemandet med tekniske meteorologer ("flyvemeteorologer") fra Flyvevejrtjenesten samt militært og civilt personale, der foretog observationer, kommunikation og kortplotning.