Vejledning i udledningsscenarier

Kommunerne får nu en hjælpende hånd, når de skal anlægge fremtidens infrastruktur, så den kan modstå fremtidens klima. Sammen med Miljøstyrelsen vejleder DMI i, hvilken klimafremtid Danmark skal forberede sig på.

Oversvømmelser er en af konsekvenserne, man kan opleve, hvis infrastruktur ikke er 'klimasikret'.

I vejledningen guider DMI’s forskere til, hvilket klimascenarie der bør bruges ved løsningen af forskellige opgaver. Rådgivningen betyder bedst mulig klimasikring for pengene, og at kommunerne træffer beslutninger på det rigtige grundlag.

Hvordan fremtidens klima udvikler sig afhænger i høj grad af, hvor store mængder drivhusgasser, der udledes. Frem mod midten af århundredet følges de forskellige udledningsscenarier nogenlunde ad, og temperaturændringen er relativt ens. Men mod slutningen af perioden grener de sig vidt ud, og der bliver stor forskel på temperaturstigningen og dermed klimaeffekterne.

Når der skal bygges ny infrastruktur, er der derfor ikke blot ét klimascenarie, man skal orientere sig mod. I hvert enkelt tilfælde må det vurderes, hvilket scenarie, der bør anvendes.

Når det kommer til infrastruktur med lang levetid som f.eks. kloakker, broer eller højden af sokler på bygninger, kan det være bedst at gå med livrem og seler og tilpasse konstruktionerne klimascenarier med de højeste udledninger og dermed de største klimaforandringer. I andre tilfælde kan det være tilstrækkeligt at anvende klimascenarier med lavere udledning og evt. designe byggerierne så de let kan forstærkes senere. Det kan f.eks. være et dige, der konstrueres, så det på sigt kan forhøjes.

Se vejledningen her.

Af Lærke Krogaard
30. oktober 2018

Følg DMI på Twitter
Hent vores app til iPhone eller Android
Se DMI's nyhedsarkiv