4. Nattefrosten truer
Nattefrosten dukker jævnligt op i løbet af foråret, selv om Solen om dagen når højt nok på himlen til at give varme mindelser om sommer. Om natten kan det nemlig blive bitterligt koldt, fordi Solen er væk fra himlen i omtrent 12 timer. Samtidigt er havet omkring os fortsat for koldt efter vinteren til at holde temperaturen oppe. Også forårets tørre luft hjælper til. Tør luft varmer nemlig både hurtigere op og køler hurtigere ned end fugtig luft. Den tørre luft er desuden ofte koblet til få eller ingen skyer. Og uden skyer har dagens varme alle muligheder for at stikke af, når natten falder på. Den laveste temperatur målt i marts er minus 27°C, i april minus 19°C og i maj minus 8°C.
5. Morgentågen letter
Morgentåge, dis og drilske, lave skyer fulgt af opklaring og sol om eftermiddagen. Det er et klassisk forløb af en forårsdag. Først på dagen bruger Solen sin energi på at fordampe skydråber i tåge og lave skyer. Når det er sket, bryder Solen igennem og skinner ned på os. Men fugten findes fortsat i luften som usynlig vanddamp, så i løbet af aften- og nattetimerne, når temperaturen falder, kondenserer fugten til skydråber igen. Så vender tågen og de lave tågeskyer tilbage.
6. Havgusen ruller
Når varm og fugtig luft i foråret - hyppigst fra sydvest - driver op over det endnu kolde hav, opstår havtåge. Hvis den ruller ind over land,
kalder vi den havgus, og den sænker temperaturen
mærkbart. Hvor det før var pænt solskinsvejr og
lunt, falder temperaturen ned til havets, og man
kommer ind i en tyk og fugtig mur af tåge.