Før varm onsdag. Så sjældne er tocifrede plusgrader i januar

Vejrsituationen, der giver os den varme onsdag.

Arne Jensens røde januar-roser får glæde af onsdagens varme pust i Sønderjylland.

10°C ser vi jævnligt i januar, 11°C er sjældne, og 12°C er tæt på rekord for årets første måned

Onsdag får Danmark en tur med varmeblæseren, når et højtryk sydøst for landet samarbejder med lavtryk i Atlanten om at sende mild luft op til os fra sydvest.

Ifølge prognoserne kan temperaturen nå helt op på tocifrede plusgrader flere steder. Mandag skriver vagtchefen endda hele 11°C i Landsudsigten for onsdag. Men hvor tit når termometeret egentlig derop i årets første måned? Det har klimatolog Mikael Scharling svaret på.

Fra hyppigt til sjældent

"10°C i januar ser vi rimelig tit. Statisk set oplever vi det med tre-fire års mellemrum; senest i 2016, hvor vi nåede 11,2°C".

"11°C eller varmere er til gengæld mere sjældent. Det er blot sket i 12 januar-måneder, siden vi startede med de landsdækkende målinger i 1874".

"Kigger vi endnu højere opad i tabellen, så finder vi faktisk hurtigt rekorden for januar. Den lyder nemlig på 12,4°C og blev sat den 10. januar 2005. Ud over rekordåret har vi målt 12,0°C eller varmere fire gang i årets første måned, i 1990, 1993, 1999 og 2007", siger klimatologen.
NB: Der er efterfølgende også målt 12,1°C i januar 2018

Hvor tocifrede varmegrader i januar altså er relativt sjældne, så er tocifrede frostgrader til gengæld nærmere reglen end undtagelsen. DMI har således målt -10°C eller lavere i 124 af de 144 januar-måneder, der indgår i DMI's vejrarkiv for Danmark.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 22. januar 2018, opdateret den 2. februar 2018.

Følg DMI på Twitter
Hent vores app til iPhone eller Android
Se DMI's nyhedsarkiv