Få meteorologens solskinsguide til Danmark

Går du også og drømmer om mere lys og varme? Så får du her meteorologens fire tips til, hvor i landet du finder sommeren. Til dig, som planlægger sommerferie i Danmark.

Inden du drager ud og nyder opholdet i den danske sommer, skal vi lige komme fra det tidlige forårs kølige 10 grader til en sommerdags 25 grader.

Faktisk kan vi i Danmark opleve 10 grader i alle årets måneder, og først på foråret kan et heldigt samspil mellem vind og sol give os højere temperaturer.

Men det er udelukkende Solen, der med flere lyse timer og større solhøjde bringer os gennem foråret og frem til sommerens varme.

Fra 1. juni og ca. syv uger frem er det nemlig indbyggerne i Skagen, skagboerne, der er de første, som får Solen at se. De er også næææsten de sidste, der slipper den igen om aftenen kun overgået af enkelte nordvestjyske kystbyer. Foto Jesper Ray.

Storbyens tætte bebyggelse og asfaltveje er ideelle til at opsuge solens stråler og afgive det som varme.

1. Stå tidligt op
Hører du til de morgenfriske, som bare vil nyde solen fra første færd, så bør du overveje at tilbringe sommeren i dejlige Skagen. Fra 1. juni og ca. syv uger frem er det nemlig indbyggerne i Skagen, skagboerne, der er de første, som får Solen at se. Ved midsommer er det op til ti minutter tidligere end Bornholmerne, som ellers kommer først langt størstedelen af året. Forklaringen er, at Solen om sommeren ikke står op i øst, men i nordøst - og altså i en periode på ca. syv uger kaster sine første stråler på det nordligt beliggende Skagen og ikke på det østligt beliggende Bornholm.


2. Tag på øhop
Kan du ikke få solskinstimer nok, er det ikke fastlandet eller de store danske øer, der er din næste sommerdestination. Til trods for Danmarks ringe størrelse er der stor forskel i mængden af solskinstimer fra sted til sted. Med over 1900 solskinstimer om året ligger Læsø, Samsø og Bornholm helt i top med over 300 solskinstimer ned til Ikast-Brande, Aabenraa og Herning, som er landets solfattigste kommuner.


3. Gør som Lille Per og tag til Bornholm 
Hvis hver en solskinstime tæller, må vi dykke længere ned i statistikken. Set over hele året er Bornholm kun nummer tre. Men når det virkelig gælder, og sommeren står for døren, kan du trygt drage til Bornholm. Fra maj til september lever Bornholm nemlig fuldt op til sit tilnavn som Danmarks solskinsø og topper listen som landets solrigeste sted.


4. Tag til storbyen og få varmen
Solskin er dejligt, men måske vil du bare opleve varmen, og her er storbyen det helt rigtige sted. Storbyens tætte bebyggelse og asfaltveje er ideelle til at opsuge Solens stråler og afgive dem som varme. De flot oplyste gader og pladser samt de mange biler bidrager også til storbyens varme. Som en ekstra bonus afgiver veje og bygninger langsomt dagens varme om aftenen og natten, og du kan derfor rigtig nyde de lange sommeraftener uden at blive kold. Frederiksberg har æren af at være Danmarks sommervarmeste kommune.
 

Den 20. marts 2018 præcis kl 17.15 går vi officielt ind i sommerhalvåret. Dermed øges chancerne for højt solskin og varme, som indbyder til solbadning.

Fra april til september står Solen oven i købet så højt på himlen, at din krop i stor stil omdanner den ultraviolette stråler til D-vitamin.

For meget ultraviolet stråling kan dog også give dig en mindre pæn solskoldning. Så husk solcreme, solhat og træk ind i skyggen, når solen står allerhøjest.

God sommer.

Af kommunikations-meteorolog Trine Pedersen, kommunikation@dmi.dk

@ DMI, 20. marts 2018

Følg DMI på Twitter
Hent vores app til iPhone eller Android
Se DMI's nyhedsarkiv