Vindstød af stormstyrke - så ofte rammer de Danmark

Vindstød af stormstyrke forekommer hele året, men de er mere hyppige i vinterhalvåret end i sommerhalvåret. Der bliver registreret flest vindstød af stormstyrke i december og færrest i juli.

Vindstød af stormstyrke opstår året rundt. Er de så jævnt fordelt, eller er der perioder, hvor de opstår hyppigere end i andre?

Klimatolog Mikael Scharling, DMI, har rodet rundt i DMI's database og for perioden 2011 til og med 2016 trukket alle de døgn ud, hvor der et eller andet sted i Danmark er registreret vindstød på mindst 24,5 m/s svarende til storm. Se tabellen nedenfor til højre.

* Højeste vindstød på mindst 24,5 m/s registreret et eller andet sted i hele Danmark.

Vindstød af stormstyrke hyppigst i vinterhalvåret

Måned/år'11'12'13'14'15'16
Januar3736117
Februar662347
Marts231841
April431320
Maj231211
Juni013021
Juli000030
August102221
September521231
Oktober741223
November5450115
December176107134

Tallene viser, at næsten 80% af de registrerede vindstød af stormstyrke opstår i vinterhalvåret fra oktober til marts.

Dykker vi længere ned i tallene og ser på de enkelte måneder i vinterhalvåret, så er det i december, at forekomsten af vindstød af stormstyrke er højest. Faktisk ligger 23% af alle observationerne i denne måned. Det svarer til vindstød af stormstyrke næsten hvert 3. døgn. Indledningen til The Julekalender fra 1991: 'Det var en mørk og stormfuld aften' er med andre ord helt på sin plads :-)

De resterende måneder af vinterhalvåret har alle mindst tre døgn med vindstød af stormstyrke.

Juli snupper sidstepladsen

I sommerhalvåret, hvor de resterende 20% af observationerne befinder sig, er der langt mere ro på vinden. Men er der mon en måned, hvor vindstød af stormstyrke slet ikke forekommer?

Nej. Juli er den måned, der har færrest døgn med vindstød af stormstyrke. I den undersøgte periode har juni blot 0,5 døgn i gennemsnit. Det var i øvrigt kun et år, nemlig 2015, at der blev registret vindstød af stormstyrke i juli.

I de øvrigt måneder i sommerhalvåret holder hyppigheden for vindstød af stormstyrke sig tæt på eller under to døgn.

Molen ved Løkken fra en tidligere omgang blæst. Foto Liselotte Kahns.

Tid til at tøjre eller stille i kælderen

Det kan godt være, at vi oplever vindstød af stormstyrke året rundt, men når vi kommer ind i vinterhalvåret, skal vi være opmærksom på, at vindstød af stormstyrke ikke blot opstår meget hyppigere end i sommerhalvåret, men også rammer oftere indlands og ikke blot i kystområderne. Det er derfor, vi nu skal huske på, at bl.a. sommermøbler, trampoliner, børnenes legetøj skal stilles væk eller tøjres.

DMI Varsel og DMI Risiko

Meteorologerne på DMI har mulighed at informere befolkningen om vindstød af stormstyrke på to måder. Det ene er ved at opsætte en DMI-Risiko, og det andet er at opsætte et DMI-Varsel. Dette bliver iværksat op til 24 timer før en evt. hændelse.

DMI-Risiko bruges til at udtrykke usikkerhed i vejrudviklingen. Usikkerheden kan omhandle vejrfænomenets styrke eller geografiske omfang. DMI-Risiko kan senere opgraderes til DMI-Varsel, når vejrudviklingen bliver mere sikker.

Vil du vide mere om varsler, så læs her.

Af kommunikations-meteorolog Mette Wagner, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 11. oktober 2017.

Følg DMI på Twitter
Hent vores app til iPhone eller Android
Se DMI's nyhedsarkiv