Kommune for kommune - her var juli bedst og værst

Vejret var en blandet landhandel i juli; både fra dag til dag og fra sted til sted i landet. Her er det ganske nydeligt på Roskilde Fjord. Foto Marianne Nysted.

Vejret var det store samtaleemne i juli og ikke for det gode. Men hvor i landet var det egentlig værst - og hvor var det bedst? Det afslører en lille rask omgang talgymnastik

Juli 2017 var flottest på Samsø og kedeligst i Ikast-Brande. I al fald i følge et lille pointsystem udviklet til lejligheden.

I systemet får hver af de 98 kommuner en score mellem 1 og 98 for hver parameter (temperatur, nedbør, soltimer). Scoren er lavest for den henholdsvis koldeste, vådeste og solfattigste kommune og højest for den varmeste, tørreste og solrigeste. Til sidst lægges de tre tal sammen til et samlet antal juli-point.

Tabellen toppes altså af Samsø. Ø-kommunen får hele 264 point. I bunden befinder Ikast-Brande sig som nævnt med samlet 44 point. Ind imellem befinder Danmarks øvrige 96 kommuner sig. Hvor er din?

Du sorterer i tabellen nedenfor vha. de små pile øverst i hver kolonne. Du kan sortere på kommunenavn, temperatur, nedbør, soltimer og altså 'juli-point' samt 'juli-placering' enten fra største til mindste eller omvendt. Du kan også bruge søgefeltet til at finde din kommune eller vælge at se flere end de 25 kommuner, der er med i standardvisningen.

Forskellene mellem kommunerne opstår primært på grund af forskelle i soltimer og nedbør.

Juli var præget af flere perioder med meget kraftige, lokale byger, der satte deres præg på de samlede regnmængder. Særligt det centrale Jylland, den østlige del af Vendsyssel, Lolland-Falster, Køge Bugt og Øresundskysten fik en våd måned.

Samtidig fik kystegene og mindre øer markant flere soltimer end de centrale dele af landet. Det er helt typisk for sommeren, hvor mild og fugtig, men klar, luft blæser ind fra havet og første danner skyer, når den er kommet et stykke ind over land. 

Tabellen indeholder kvalitetssikrede klimadata for juli 2017; dvs. det er tal udarbejdet på baggrund af målinger, som efterfølgende er kvalitetssikret for målefejl og andre afvigelser.

Du kan læse mere om vejret i juli 2017 og om data for de danske kommuner fra 'Værd at Vide' til højre.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk 
Data Mikael Scharling

© DMI, 1. august 2017

Følg DMI på Twitter
Hent vores app til iPhone eller Android
Se DMI's nyhedsarkiv