Stadig varmt i Østgrønland

Tasiilaq i smukt efterårsvejr. Foto John Cappelen

Halvdelen af efteråret er efterhånden overstået, og i Tasiilaq, Østgrønland, har sæsonen usædvanligt nok ikke budt på frost endnu. "Det skal nok komme," siger klimatolog.

Fra Hans Chr.  Florian fra Tasiilaq, Østgrønland har vi 14. oktober modtaget følgende:

"Det er midt i oktober, og vi har endnu ikke haft frost her. Den lokale vejrstation har noteret sig laveste temperatur i september på 0,0°C - og det er jo ikke særligt koldt.

Da jeg ankom hertil første gang primo oktober 1990 lå der 10 cm sne - som ikke forsvandt. Den tid er øjensynligt ikke mere," siger Hans Chr. Florian.

Seniorklimatolog John Cappelen har undersøgt sagerne:

"Det er rigtigt, at der endnu ikke i efteråret er registreret frost (min.temperatur < 0°C i 2 meter højde) ved DMI’s vejrstation i Tasiilaq. Det nærmeste, vi i efteråret er kommet på regulær kulde, er en temperatur på 0°C målt 1. oktober omkring midnat. Den hører dog af tekniske årsager til septembers klimastatistik. 
Vi skal tilbage til 8. juni 2016 for at finde, hvornår der sidst er registreret frost i Tasiilaq, -1,3°C. Det er mange dage uden frost i Tasiilaq," siger klimatologen.

”Vi har regelmæssige målinger i Tasiilaq helt tilbage til 1895, og det er kun lykkedes at finde seks år, hvor september har været frostfri,” siger John Cappelen.

ÅrMin.T °C
19391,7
20100,9
19410,4
20110,3
1958,20160,0

Der har siden 1895 ikke været en oktober uden frost. Det år, der er nærmest, er 1939. Her kom temperaturen ned på -2,7°C, så klimatologen regner bestemt med, at Tasiilaq nok skal få frost, inden oktober 2016 rinder ud.

"For øvrigt var termometeret helt nede på -10,2°C i oktober 1990, hvor Hans Chr. Florian første gang ankom til Tasiilaq," slutter klimatologen.

Redaktion Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI 14. oktober 2016

Følg DMI på Twitter
Hent vores app til iPhone eller Android
Se DMI's nyhedsarkiv