Leksikon B

A - B - C - D - E - F - G - H - I - J - K - L - M - N - O - PR - S - T - U - V - W - Æ - Ø 

Bagsidevejr
Vejret efter passage af en koldfront. Karakteriseret ved klart vejr med byger og forholdsvis kraftig vind og vindstød.

Barometer
Lufttrykmåler. Barometre inddeles i typer afhængigt af det fysiske måleprincip, fx aneroid- og kviksølvbarometre.

Beauforts vindskala
Vindstyrkeskala oprindeligt baseret på søens tilstand udtrykt i en skala fra 0-12. Skalaen er et udtryk for vindens kraft. Se også vindstyrke og lufttæthed.

Betinget ustabil
Atmosfære med et temperaturfald opefter på mellem 0,5°C og 1°C/100m. I en atmosfære med sådanne temperaturforhold kan mættet luft stige til vejrs. Konvektion er altså betinget af, at luften er mættet med vanddamp.

Bisole
Optisk fænomen i form af lysende pletter på begge eller kun den ene side af Solen. Fænomenet skyldes lysets brydning i iskrystaller i cirrostratusskyer.

Bjergvind
Dannes pga. uens afkøling af bjerg og dal og dermed luften i umiddelbar kontakt med disse. Blæser ned ad bjergsiderne om natten. Se også katabatisk vind.

Blomkålskyer
Se cumulus.

Byge
Nedbør fra konvektive cumuliforme skyer, hyppigst cumulonimbus. Nedbørtypen kendes normalt på, at den er forbigående, altså med en pludselig begyndelse og afslutning og i almindelighed på store og hurtige ændringer i intensiteten.

Bølgebevægelser
På polarfronten dannes polarfrontlavtryk med tilhørende varm- og koldfronter, som til sammen danner mindre bølger på polarfronten. Selve polarfronten (skillezonen mellem polarluft og tropikluft) kan også danne bølger på større skala, som resulterer i fx frembrud af polarluft langt sydpå over kontinenterne, mens tropikluften presser frontzonen længere mod nord over oceanerne.

Bølgehøjde
Bølgehøjden er den lodrette afstand mellem en bølgetop og den efterfølgende bølgedal.

A - B - C - D - E - F - G - H - I - J - K - L - M - N - O - PR - S - T - U - V - W - Æ - Ø