Energiens rejse i klimasystemet

Hvor bliver energien af i klimasystemet? Hvordan passerer den rundt, hvor optages den egentlig, og hvad betyder det for fremtiden? I dette tema kan du lære mere om energiens vej gennem klimasystemet.
 
Det klareste billede af klimaets tilstand fås, når man betragter energiregnskabet. Drivhuseffekten mindsker Jordens afgivelse af energi til verdensrummet. Der kommer mere ind via solindstråling, end der går ud, og nettoresultatet er ophobning af energi.

Den ophobede energi fordeles mellem de forskellige dele af klimasystemet. Havet spiller hovedrollen, og over 90 procent af energien går til at opvarme havene. Resten går til at opvarme atmosfæren og landjorden og til at smelte havis, gletsjer-is og iskapper.

Vi bruger tit Jordens overfladetemperatur som indikator for klimaets tilstand. Både fordi det er Jordens overflade, vi bor på, og fordi det er her, vi har de ældste og bedste målinger.

Overfladetemperaturen giver dog ikke den mest nøjagtige beskrivelse af klimaet. En mere præcis og fundamental størrelse er mængden af energi, der ophobes. Pt. svarer den mængde til omtrent 4 Hiroshima-bomber hvert sekund.

En stigende ubalance i energien betyder, at klimasystemet løbende forsøger at indstille dets temperatur til skiftende forhold. Selv hvis vi stoppede CO2-udledninger øjeblikkeligt, ville det stadig betyde yderligere global opvarmning.

Havet spiller den største rolle i energiens rejse i klimasystemet.

Temaansvarlig Martin Stendel
Opdateret 3. juli 2018