Tsunami

En tsunami er en særlig type bølge, som opstår når havet får et 'chok' - en voldsom, pludselig hændelse der sætter store vandmasser i bevægelse.

Overfladisk set kan situationen minde om hvad der sker når man kaster en sten i vandet, og der dannes bølger på havoverfladen som breder sig i en cirkel ud fra nedslagspunktet. Men når stenen bliver stor nok, dannes der en flere hundrede kilometer lang bølge, der i modsætning til føromtalte ringe i vandet ikke så let dør ud.

Denne bølge er ikke begrænset til havoverfladen, men når helt til bunds. I stedet for at blive spredt ud (såkaldt 'dispersion') bevarer bølgen sin energi koncentreret omkring en veldefineret bølgefront. Den kan rejse meget langt på dybt vand stort set uden at miste energi, og det gør tsunamien ekstremt farlig når den med fuld kraft rammer de omgivende kyster.

Tsunamier kan ramme kyster med stor kraft og forårsage voldsomme skader samt tage menneskeliv.

Tsunamier kan opstå på grund af voldsomme hændelser i halvlukkede havområder, dvs. fjorde, estuarier eller randhave (Middelhavet o.a.). De forplanter sig ikke ud af området, men afsætter al deres energi langs de lokale kyster.

Det sker ved, at bølgen nærmest som en flod over en bred front skyller ind over kysten og videre ind i landet, indtil den på et tidspunkt har løbet kræfterne af sig.

Andre tsunamier rammer på ocean-skala, hvilket vil sige Stillehavet, det Indiske Ocean, eller Atlanterhavet. Også her kan tsunamien være mere eller mindre kraftig.

Det mest almindelige er, at den anretter skade på de nærmeste kyster. Men nogle tsunamier er så kraftige, at store dele af oceanets kyststrækning flere tusinde kilometer væk fra oprindelsesstedet, er i risikozonen. De såkaldte 'mega-tsunamier' er så voldsomme, at de kan registreres over hele kloden.

Inde på kysten opleves en tsunami som en kombination af en bølge, tidevand og en flod.

Ofte trækker havet sig først tilbage, så havbunden blotlægges - nogle gange op til flere hundrede meter ud fra kysten. Man har, hvad der svarer til ebbe i tidevandsterminologi, omtrent som vi kender det fra Vadehavet. Men i modsætning til tidevandet, opstår dette lavvande i løbet af 5-10 minutter. 

Inden for nogle minutter vender strømmen, og der dannes en returbølge, som med voldsom kraft sender store vandmasser ind på kysten.

Denne flod af oprørt, brusende hav fortsætter indtil bølgen har nået sit maksimum. Så trækker vandet sig tilbage igen, blot for at returnere ved den næste bølgetop få minutter senere. Det kan gentage sig i op mod en times tid.

Der er ofte adskillige bølgetoppe i en tsunami, og det er ikke altid den første der er den kraftigste.

En strand hvor vandet har trukket sig tilbage, og efterlader tang på strandbredden.

Tsunami er en af de voldsomste og farligste naturkatastrofer, der kendes. Det samlede dødstal i løbet af verdenshistorien som følge af tsunamier angives af nogle kilder til at være omkring en million mennesker.

Wikipedia angiver tsunamien d. 26. december 2004 som den 6. mest dødbringende hændelse nogensinde. En af årsagerne er naturligvis, at kysten er et meget attraktivt opholdssted for mennesker.

Temaansvarlig Jacob Woge Nielsen
Opdateret 3. juli 2018