twitter google+ facebook

Regnfuld onsdag var årets vådeste døgn i Danmark

Onsdag blev en drivvåd dag i Danmark med 22,3 mm på landsplan. Kun to gange siden 2011 har vi haft et mere nedbørrigt døgn - det seneste for mere end 1½ år siden

Et lavtryk gik onsdag stort set i stå over landet med sine fronter. Det gav masser af regn og byger til hele Danmark. 

Den samlede mængde nedbør onsdag løb helt op på 22,3 mm på landsplan. Det betyder, at der faldt rundt regnet 22 liter eller mere end to store gulvspande med vand på hver eneste af nationens kvadratmeter. I alt blev det til 961 millioner ton vand.

22,3 mm gør onsdags-døgnet til Danmarks vådeste i 2017. Vi skal faktisk tilbage til den 26. december 2015 for at finde et døgn, hvor Danmark samlet fik mere nedbør. Siden 2011 er der kun to dage, hvor DMI har registrerede højere døgnnedbør-summer, nemlig den 25. juli 2015 med 32,0 mm og den 26. december samme år med 26,0 mm.

Den samlede nedbør onsdag den 6. september. I alt faldt der 22,3 mm på landsplan. Grafik Mikael Scharling. Klik for større version.

Nogle steder faldt regnen endda ekstra tungt og forårsagede skybrud.

I alt 11 af de godt 270 officielle danske nedbørstationer - alle i Jylland - overskred kriteriet og målte intensiteter i regnen over 15 mm på 30 minutter. 

En enkelt målestation nåede helt op på 98,6 mm. Det sker kun ved en given station med godt 500 års mellemrum.

Af Niels Hansen og Mikael Scharling, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 7. september 2017

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder