twitter google+ facebook

Sommeren er skiftet fra almindelig til våd

Der har været gode muligheder for regnbue-spotting hidtil i sommeren 2017. Her en dobbelt en af slagsen set over Tranbjerg i juli. Foto Karsten Jensen. Klik for stor version.
Nedbøren i sommeren 2017 frem til den 17. august. I gennemsnit er der faldet 232 mm i perioden. Klik for stor version.

Tirsdag den 15. august skiftede sommeren 2017 officielt fra at være nedbørmæssigt almindelig til at være decideret våd. Det er vi dog ved at være vant til, siger klimatolog

Med 14 dage tilbage af den danske sommer 2017 er den generelle oplevelse 'våd'.

Men er sommeren i år egentlig en våd en af slagsen, når vi kigger dybt i regnmåleren?

"Ja, teknisk set er sommeren i år nu våd", siger klimatolog Mikael Scharling. "Det blev den i tirsdags", tilføjer han.

Fra 49 til 323 millimeter

Mikael Scharling har kigget på de 144 somre i DMI's database over det danske vejr. Den tørreste kom i 1976 med blot 49 millimeter nedbør i løbet af juni, juli og august. Den vådeste faldt blot fire år senere i 1980 med 323 millimeter. Imellem de to yderpunkter placerer de øvrige danske somre siden 1874 sig så.

"Hvis vi deler de 144 somre op i tørre somre, almindelige somre og våde somre, så går grænsen mellem en tør og en almindelig ved 183 millimeter nedbør. Grænsen mellem en almindelig og en våd sommer går tilsvarende ved 219 millimeter nedbør", forklarer klimatologen.

Dermed lægger sommeren 2017 sig nu 'våd'-gruppen med de 232 millimeter, der er faldet siden 1. juni. Skiftet skete tirsdag den 15. august, hvor der faldt mellem 7 og 8 mm på landsplan. Det bragte den samlede sommer-nedbør i år forbi almindelig-våd-grænsen på de 219 mm.

Våd sommer er blevet hverdag

Mikael Scharling regner dog ikke med, at sommeren bliver ekstremt våd og ender helt oppe i den fugtige top-10.

"Før vi svømmer ind i top-10, så skal der falde yderligere 46 mm regn i resten august. Det synes jeg heldigvis ikke helt, prognoserne tyder på", siger klimatologen.

Danmark har haft en klar overvægt af våde somre de seneste 15 år med 321 millimeter i sommeren 2011 som det vådeste. Det er altså blot 2 mm fra den absolutte rekord fra 1980. Også 2007 og 2002 ligger helt oppe i top-10 over de vådeste somre.

Den eneste tørre sommer, vi har haft de sidste 15 år, er 2013, som blev Danmarks 17. tørreste med samlet 136 mm nedbør. 

Tørre somre top-10 Våde somre top-10

År Millimeter nedbør
År Millimeter nedbør
1 1976 49 1 1980 323
2 1983 55 2 2011 321
3 1899 91 3 1879 317
4 1975 96 4 2007 310
5 1887 98 5 1927 299
6 1995 110 6 2002 288
7 1955 113 7 1891 286
8 1876 114 8 1882 285
9 1904 114 9 1953 284
10 1996 120 10 1877 278

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 18. august 2017

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder