twitter google+ facebook

Påskeugen ligger (tilsyneladende) i efteråret

Påsken anno 2017 ligger nærmere i efteråret end i foråret - i al fald bedømt alene på vejret. Det bliver nemlig blæsende, køligt og regnfuldt.

Påskeugen 2017 startede med, at vi røg om på det, de fleste betragter som 'den forkerte side' af polarfronten. Polarfronten adskiller populært sagt forårsfornemmelserne i syd fra vinterminderne i nord på denne årstid.

Når polarfronten befinder sig syd for Danmark og vi nord for den, så er vejret her hos os køligt, ofte blæsende, og typiske får vi fronter med regnvejr forbi med jævne mellemrum. Det er da også præcis sådan, vejret har tænkt sig at arte sig den kommende tid.

Luften, vi får ind over Danmark i påskeugen, kommer typisk via en ganske kold nordvestlig og vestlig strømning. F.eks. lå den luft, der mandag blæste ind over landet, for fire-fem dage siden ud for det centrale Østgrønland.

Den pæneste dag i ugen ser ud til at være langfredag. De øvrige dage dominerer lavtryk med regn, byger og blæst, selv om de præcise nedbørmængder endnu er meget usikre. Og selv på de tørrere dage får termometeret svært ved at kravle op på tocifrede varmegrader.

Sidst i påsken kommer vi længere inde i den kolde luftmasse nord for polarfronten. Det betyder, at vinden slapper lidt af i styrke, og Solen får lidt bedre chancer for at bryde igennem. Samtidigt bliver både dage og nætter dog yderligere et hak koldere, og det er ikke umuligt, at frosten vender tilbage i nætterne efter både påskedag og 2. påskedag.

Fem uger til forskel

Påsken flytter sig år for år. For at finde ud af, hvornår påsken ligger, kræver det kendskab til, hvornår den første fuldmåne indtræffer efter forårsjævndøgn (den såkaldte Paschal-fuldmåne).

Den første søndag efter Paschal-fuldmåne bliver påskedag. Det betyder, at skærtorsdag kan blive alt fra den 19. marts til den 22. april. Der er altså 34 dage, eller næsten fem uger, til forskel på den tidligste og seneste påske.

I 2017 ligger påsken fra den 13. til den 17. april. Det er altså en forholdsvis sen påske (noget vejret dog har valgt at se bort fra).

Paschal fuldmånen
Fuldmånen, der følger forårsjævndøgnet og som udgør beregningsgrundlaget for påskens placering, er ikke en hvilken som helst fuldmåne. Den kaldes Paschal (ud af det jødiske ord Paschal = Passover = Påske) fuldmåne, og den kan afvige fra den astronomiske fuldmåne med op til et par dage. Den tidligst mulige påskedag, 22. marts, har vi ikke haft i snart 200 år - sidst det skete var i 1818.

Tidlig og sen påske

En tidlig påske øger naturligt nok sandsynligheden for en kold påske.

Et eksempel på det var 2008, hvor påsken lå meget tidligt mellem den 20. og 24. marts. Vejret var så vinterligt, at der lå sne mange steder. I Skagen, der toppede med mest sne, lå der 16 centimeter.

Tågebue i Herlev i påsken den 4. april 2015. Foto Shiyu Zhuang

Omvendt øger en sen påske muligheden for en mild eller ligefrem varm påske.

Et eksempel på det er 2014, hvor påsken lå sent mellem den 17. og 21. april. Her startede det godt nok blæsende og regnfuldt men efterfulgt af masser af sol og med temperaturer over 20°C.

Du finder en liste over påskevejret fra 2000 til 2016 i bunden af nyheden.

Fordelingen af påskedagene

Når vi nu kan se, at det er sjældent med de allertidligste og allerseneste mulige påskedage, så melder spørgsmålet jo straks: Jamen burde der ikke være en jævn fordeling?

Nej!

Michael E. Davison beskrev i 1980 i Irish Astronomical Journal i stor detalje, hvordan de mulige påskedage mellem 22. marts og 25. april som yderpunkter fordeler sig. Det vil vi ikke forsøge at gøre efter her. Hans artikel kan genfindes under 'Værd at Vide' øverst til højre - og fordelingen af dagene kan ses herunder.

Læs artiklen bag tallene i linket under 'Værd at Vide' øverst til højre. Klik for stor version

Årets påske ligger tidligt

Af ovenstående ser vi altså, at årets udgave af påsken er relativ sen.

I listen nedenfor har vi én gang tidligere siden år 2000 haft påsken til at falde fra 13. til 17. april. Det var i 2006. Dengang artede perioden sig lidt pænere, end der er udsigt til i år, med temperaturer op til 13 grader og kun mindre mængder regn.

Følg selv detaljerne i påskevejret med landsudsigten, regionaludsigterne og byvejr. 

År Dato Sådan var vejret
Påsken 2016 24.-28. marts Blandet vejr med indslag af regn, sol og blæst. Nattefrost flere gange og dagtemperaturer mellem 7 og 13°C.
Påsken 2015 2.-6. april Tør og solrig med dagtemperaturer omkring 11°C samt nattefrost alle nætter.
Påsken 2014 17.-21.april Først blæst og regn, efterfulgt af masser af sol og temperaturer over 20°C. 
Påsken 2013 28. marts-1. april Kold med udbredt frost og lidt sne. Generel tør og solrig.
Påsken 2012 5.-9. april Mest skyet med nedbør af og til. Køligt med frost de fleste nætter.
Påsken 2011 21.-25. april Solrig, varm og tør. Dagtemperaturer op omkring 20°C i alle landsdele.
Påsken 2010 1.-5. april Mest grå, lidt våd, men til gengæld mildt med 5-10 grader om dagen.
Påsken 2009 9.-13. april Solrig, lun og næsten tør.
Påsken 2008 20.-24. marts Koldt og blæsende med slud og sne. Temperaturer omkring frysepunktet
Påsken 2007 5.-9. april Først tørt og en del sol, siden regn og byger. Mildt, 5-10 °C om dagen.
Påsken 2006 13.-17. april Både sol og nogle byger og kun lidt regn. Mellem 8 og 13°C om dagen.
Påsken 2005 24.-28. marts Først lunt med en del tåge. Derefter lidt regn i de sydvestlige egne og til sidst køligt med især sol over den nordlige del af landet.
Påsken 2004 8.-12. april Langt overvejende tørt med nok så megen sol. Dagtemperaturer omkring 10 grader og stedvis nattefrost et par gange i indlandet.
Påsken 2003 17.-21. april Tørt og solrigt vejr med temperaturer op omkring 20°C. Stedvis nattefrost.
Påsken 2002 28. marts-1. april Tørt og solrigt vejr med temperaturer op omkring 15°C
Påsken 2001 12.-16. april Køligt, nattefrost, sol og nedbør, også sne.
Påsken 2000 20.-24. april Overvejende varmt og solrigt, især i de østlige egne.

I 2018 ligger påsken mellem 29. marts og 2. april og placerer sig således i den første tredjedel af feltet.

Tager du flotte billeder af påske-Danmark, så er du velkommen til at sende dem til os på vejrmed@dmi.dk med angivelse af tid, sted og fotograf. Læs mere om betingelser og brug af indsendte billeder

Af DMI-kommunikation, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 12. april 2017

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder