twitter google+ facebook

Foråret hidtil: varmt, vådt og en lille smule solfattigt

Foråret 2017 er i fuld gang - og den første halvdel har budt på to plusser og et meget lille minus.

De første 46 af forårets 92 døgn er gået. Og de er vejrmæssigt gået ok. Det har været temmeligt varmt, men til gengæld også både nedbørrigt og solfattigt.

Fra 1. marts og frem til lørdag den 15. april ligger temperaturen i Danmark på 5,6°C. I den klimatiske normalperiode, defineret som 1961 til 1990, var den tilsvarende temperatur 3,1°C. Vi ligger altså 2,5°C over gennemsnittet for den første halvdel af foråret.

Temperaturen i Danmark i første halvdel af foråret 2017.

Hvor de fleste nok mener, at ekstra varmegrader er fint, så er alle ikke lige begejstrede for overskud af nedbør. Foråret er dog som udgangspunkt Danmarks tørreste årstid, så de 79 millimeter, vi har fået, er ikke overvældende, selv om klimanormalen kun lyder på 67. Det er dog et overskud på 18%.

Nedbøren i første halvdel af foråret 2017.

Hvor temperatur og nedbør har været i plus, så går solsiden stort set i nul i den første halvdel af foråret. I alt har Solen skinnet i 190 timer. Det er marginalt mindre end de 191 timer, vi med afsæt i klimanormalen har ret til at forvente.

Soltimerne i første halvdel af foråret 2017.

Prognosen for resten af foråret tyder på, at vi må bide tænderne lidt sammen og udholde det noget ustadige vejr, der har præget påskeugen, lidt endnu. Fra månedsskiftet til maj ser det i følge den seneste sæsonprognose lidt mere fornuftigt ud.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 16. april 2017.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder